Podcast

I samarbejde med Søren Prehn Jensen

Hvad er en didaktisk podcast?

En didaktisk podcast er skabt med et klart læringsformål, modsat podcasts, der primært er skabt med underholdning for øje.

En didaktisk podcast kan understøtte både formel læring og uformel læring.

Der er især tre målgrupper, der har gavn af didaktiske podcasts:

  • De læseudfordrede
  • De skoletrætte
  • De travle

Lyt med her, hvor vi på 10 hurtige minutter fortæller om alle fordelene ved didaktiske podcasts! Hør hvordan vi gør dem nærværende med personlige fortællinger, interviews og praksiseksempler, og hvordan læring bliver både let tilgængelig og motiverende.

Didaktiske podcasts til både formel og uformel læring

Formel læring er struktureret undervisning, der typisk afsluttes med en eksamen, fx et AMU-kursus eller en erhvervsuddannelse.

Uformel læring er drevet af egen nysgerrighed og behov, hvor viden tilegnes i hverdagen gennem erfaring, samtaler eller digitale medier som podcasts.

Lyt til: Fra ufaglært til faglært, en episode fra podcastserien ANLÆGSGARTNER OG LÆREMESTER.

Episoden henvender sig til virksomhedsejer (uformel læring), som ønsker at opkvalificerer deres medarbejdere via AMU-systemet (formel læring) for dermed at sikre flere faglærte i branchen.

Tre målgrupper

De læseudfordrede

Rigtig mange unge og voksne kæmper med læsning, og for dem er det en barriere at tilegne sig ny viden gennem tekst.

En didaktisk podcast giver læseudfordrede adgang til viden og læring på en mere tilgængelig måde, hvilket ofte øger motivation og giver mod på mere læring.

Projektet DEN DIDAKTISKE PODCAST er et eksempel på podcasts til læsesvage. I projektet var der fokus på at skabe synergi mellem grundbogens skriftlighed og lydmediets mundtlighed.

De skoletrætte

Skoletrætte unge og voksne har ofte dårlige erfaringer fra tidligere uddannelse og deraf modstand mod traditionel undervisning.

Podcast er et fleksibelt medie, der ikke fikserer den lærende til skolebord og stol.

Og når ny viden formidles gennem vedkommende praksisfortællinger fra levende mennesker med tilsvarende udfordringer, bliver det hele meget mere troværdigt og engagerende.

Lyt til en podcast fra projektet UDDANNELSE PÅ MENUEN.

De travle

Mange mennesker har en presset hverdag, hvor der ikke er tid til kurser.

Inspiration og viden kan med fordel formidles i et kort og relevant podcastformat. På den måde er der god mulighed for at lære på farten eller under rutineprægede arbejdsopgaver.

Faktisk viser forskning, at kombineret opmærksomhed på fx podcast og rutineprægede aktiviteter skærper mange lytteres fokus.

LÆREMESTERS VÆTKTØJSKASSE er et godt eksempel på ny viden til travle  oplæringsansvarlige i de grønne erhvervsuddannelser.

Nå ud med forskning og projekter

Den travle hverdag levner heller ikke altid tid til at sætte sig ind i vigtig ny viden, som fx forskningsresultater, der kan forbedre vores tilværelse.

Både forskning samt rapporter fra fonds- og udviklingsprojekter kan nå længere ud i mundtlig form.

Et godt eksempel er podcastserien: BEGRIB ELEVERNE. Her samler et reviewstudie op på dansk forskning fra 2011 til 2023 om, hvad vi ved om frafald, fastholdelse og gennemførsel af unge elever på erhvervsuddannelser.

Reviewstudiet er udarbejdet af Center for Ungdomsforskning (CeFU) i regi af Center for Viden om Erhvervsuddannelser (CEVEU).

Pin It on Pinterest