10 trin til at komme i luften med en podcast

12. JUNI 2019  I  By Karin Eckersberg

Hvordan laver man en podcast? Hvad skal den handle om? Hvad har man brug for af teknik? Hvordan kan man organisere arbejdet med løbende udgivelser og markedsføring? Og kan man tjene penge på en podcast? Jeg medvirker selv i to podcasts, og deler her mine erfaringer med mediet. Sidst i blogindlægget får du en 10-punktsplan, som du kan følge, hvis du selv vil i luften med en podcast.

Learning by doing

Jeg medvirker som nævnt i to podcasts. Den ene hedder Didaktika og udgives af Gyldendal Uddannelse. Podcasten er en del af et online efteruddannelseskoncept for lærere i erhvervsuddannelserne, og de enkelte episoder handler specifikt om didaktik i disse uddannelser. Her står jeg for det redaktionelle indhold og er vært. Den anden podcast hedder Rubæk & Eckersberg. Denne podcast har jeg startet fra bunden sammen med min podcastpartner Birgitte Rubæk. Podcasten handler om online kurser samt læring og uddannelse i en digital tidsalder.

De erfaringer, som jeg videregiver her, er især høstet gennem arbejdet med den sidste podcast, og indlægget er derfor også historien om, hvordan Rubæk og Eckersberg blev til. Erfaringerne er organiseret i 10 trin, og sidst i blogindlægget finder du en samlet oversigt over disse trin. Du kan bruge oversigten som en 10-punktsplan, hvis du vil udgive en podcast.

1. Idé

Idéen til podcasten Rubæk og Eckersberg bliver født ved et kaffemøde på en bådcafé i Sydhavnen i efteråret 2018. Som det sig hør og bør ved kaffemøder, afsøgte vi fælles interesser og samarbejdsmuligheder. Vi arbejder begge professionelt med læring og digitalisering, og meget hurtigt faldt snakken på en podcast om online kurser samt læring og undervisning i en digital tidsalder. Emnet passer godt til os. Det er noget, vi ved en masse om, og det er derfor et område hvor vi hele tiden kan finde nye temaer og vinkler. Det er her vi har vores super power – dvs både passion og erfaring.

2. Formål

Vi blev også enige om et overordnet formål med podcasten. Formålet er primært at positionere os yderligere på markedet som eksperter i online læring ved at dele vores viden og derigennem fortælle, hvad vi kan.

Men der er også andre formål med projektet.

Vi vil begge gerne lære at lave podcast – dvs erfare alle led og faser fra den første idé til alle og enhver kan abonnere på den i iTunes og andre medieafspillere. Og så er der det perspektiv, at selvom vi egentlig er konkurrenter, så tror vi på, at vi gensidigt kan inspirere hinanden og tilsammen opnå en synergieffekt. 

3. Målgruppen

Herefter fulgte arbejdet med at finde ud af, præcis hvem vi henvender os til. Vi vil i dialog med dem, der interesserer sig for online kurser og læring i en digital tidsalder, og for at blive skarp på den målgruppe, beskrev vi nogle typiske kunder, med typiske udfordringer – de udfordringer, som vi efterfølgende skal komme med løsninger på i de enkelte episoder.

4. Struktur

Struktur handler om at skitsere nogle grundtræk, som podcasten skal bestå af. Det er en form for drejebog eller stillads, som episoderne skal skæres over.

Vi har bevidst valgt en enkel form, som ikke kræver alt for meget forberedelse. På skift er vi vært og samtalepartner. Værten vælger episodens tema og forbereder dialogen med et par emner. Samtalepartneren forbereder sig også, men på at ‘falde ind’ og ‘snakke med’. Det er en grundstruktur, der indeholder en dynamik, dels fordi den bygger på dialog, dels fordi det hele ikke er forberedt til mindste detalje. Der er en åbenhed, hvor vi kan improvisere lidt, være naturlige, og også overraske os selv.

Neden for finder du vores grundstruktur i punktform. Lyt evt. til podcasten og hør, om du kan genfinde den.

Få en god idé til et online kursus

af Rubæk & Eckersberg

Vores grundstruktur ser således ud:

  • Intromusik og hilsen: Hej Birgitte/Hej Karin – så skal vi lave podcast igen…
  • Rollefordeling – værten introducerer rollerne (vært og samtalepartner)
  • Værten præsenterer dagens tema (episodens indhold, typisk to emner)
  • Værten introducerer første emne (oplæg)
  • Dialog om første emne
  • Musik (breaker)
  • Værten introducerer andet emne (oplæg)
  • Dialog om andet emne
  • Musik (breaker)
  • Værten samler op
  • Samtalepartner præsenterer næste episodes tema
  • Afslutning: Hej og tak for i dag – vi høres ved
  • Outromusik med speak: Du har lyttet til Rubæk og Eckersberg…

Til hver episode udvikler vi nogle ressourcer eller giwe aways, som relaterer til det, vi taler om. Det er fx en metode til at få en god idé til et online kursus eller en vejledning til at beskrive sit online kursus i forbindelse med salg. Det er værtens opgave at udvikle ressourcer til episoden. Du kan se eksempler på rubækogeckersberg.dk/ressourcer.

Vi lavede en test-episode, og det var godt givet ud. Vi havde helt sikkert brug for at lytte til os selv for at finde frem til, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Selve strukturen var fin, men stilen, dialogformen og ordvalget skulle vi arbejde lidt med. Vi hørte bl.a. en masse yndlingsudtryk, som vi ofte bruger, og dem har vi vedvarende fokus på. De gode råd her er: lyt til dig selv, og kill your darlings!

5. Økonomi

Vores podcast finansierer vi selv, og selvom vores model er relativ billig, så koster det alligevel en del penge. Der er omkostninger til website, hosting og forskelligt produktionsudstyr, og den tid vi bruger, kan vi ikke bruge på andet arbejde.

Den generelle erfaring med podcast-markedet er pt., at det er svært at tjene pengene direkte på produktet ved at få nogen til at betale for det. Pengene tjenes indirekte på den måde, at podcasten er markedsføring for andre ting, du sælger – i vores tilfælde konsulentydelser, foredrag osv. Stjerner og anbefalinger bliver her et vigtigt ‘bidrag’ til økonomien, fordi det er med til at påvirke udbredelsen af podcasten. Hvis du kan lide en podcast, kan du sende et meget værdifuldt ‘tak’ tilbage ved at abonnere, vurdere og/eller anbefale en podcast. Du kan læse mere om ‘god SEO-karma’, og hvordan du gør her: rubaekogeckersberg.dk/kom-i-gang.

Der er mulighed for at tjene penge på affiliate-aftaler og sponsorater. Affiliate marketing fungerer på den måde, at man får penge, hvis en omtale af fx et produkt resulterer i salg. Sponsorater er en reklameaftale, hvor man får penge eller produkter til gengæld for at synliggøre og omtale dem. 

Jeg har haft de samme økonomiske overvejelser med bloggen her, og en enkelt gang har jeg indgået en reklameaftale. Markedsføringsloven er ret tydelig. Hvis man indgår den slags aftaler, skal det fremgå klart. Det får du et eksempel på her, da der ligger et sponsorat til grund for det næste afsnit i dette blogindlæg. Der er således tale om REKLAME.

6. Planlægning

Der har været en masse planlægning undervejs, så vi meget stramt kunne styre vores start up-proces, vores kommende udgivelser og markedsføring. Jeg kan godt afsløre, at start up kom til at tage fire måneder længere end beregnet, så vores planer har nok været lidt for optimistiske.

Vi har brugt Plandisc, som er et planlægningsværktøj, vi er blevet rigtig glade for. Med Plandisc har vi fået skabt os et super godt visuelt overblik over både start up, vores løbende udgivelser og markedsføring. Neden for kan du se vores start up-plan, som nu er blevet til vores udgivelsesplan (lilla), og hvis du klikker på pilen i siderne, så kan du se vores marketingplan (grøn), der følger udgivelsesplanen.

Vi optager typisk 3-4 episoder af gangen, men der er løbende opgaver som fx redigering og markedsføring. Uge for uge har vi planlagt, hvad der er opgaven, hvordan den konkret skal udføres og af hvem. Det er meget nemt at ændre i planerne og flytte en opgave til en anden uge (når man bliver forsinket), og man har stadig det samlede overblik. Vi deler planerne og kan selvfølgelig begge redigere dem.

Der er især to funktioner, som vi er rigtig glade for. Den ene er en mailautomatisering, som i vores tilfælde betyder, at vi hver mandag får en mail om vores markedsføringsaktiviteter, dvs. hvem og hvad der skal postes i hvilke medier i den pågældende uge. Det er bare en kæmpe stor hjælp mig i travlheden! Den anden er muligheden for at trække en aktivitetsring ind i en anden plan. Det betyder konkret, at jeg i relation til min egen virksomhed kan samle alle markedsføringsaktiviteter for mine forskellige aktiviteter i én plan. Det giver et rigtig godt overblik.

I vores tilfælde omfattede planlægningen også, at vi har udfærdiget en samarbejdsaftale. Der er mange ting, man skal tænke på, når man går sammen om en podcast. Hvilken iTuneskonto skal fx benyttes til at connecte med iTunes? Hvem skal købe (og eje) domænenavnet? Hvordan får vi lige meget SEO ud af det? Hvordan gør vi, hvis den ene vil ud af det igen? osv. Her har vi forsøgt at tænke nogle ting igennem og skrevet nogle spilleregler ned, som vi hver især har skrevet under på.

7. Teknik

Lyd er meget vigtigt, når det kommer til podcast. Hvis lyden ikke fungerer, så hopper lytteren af. Når jeg producerer episoder til min anden podcast Didaktika, så står Gyldendals professionelle medieafdeling for det tekniske, mens Rubæk & Eckersberg klarer det tekniske selv. Heldigvis er Birgitte ret godt kørende rent teknisk med sit lille studio i Svendborg.

Du kan vælge at leje dig ind i et studie, hvis du vil have en super god lyd, og hvis du kun vil lave et par episoder, er det en oplagt mulighed. Hvis du derimod har planer om mange episoder, kan det være rart at kunne klare sig selv. 

Vi optager med en Blue Yeti mikrofon, som tilsluttes via USB, hvilket er meget nemt at styre. Det er en mikrofon til ca 1200 kr. For at reducere støj fra stød i bordet, er den monteret på en arm. Vi har også et popfilter, som afbøder for p-lyde. Bag om stolene er der et gardin, og på gulvet er der tæpper. Begge dele forhindrer lyden i at fare rundt i lokalet.

På den lille film her kan du fornemme Birgittes studio i Svendborg.

Vi bruger Audacity som optage- og redigeringsprogram. Her normaliserer og støjreducerer vi lydfilen, klipper fejloptagelser og overflødig snak ud, og lægger de præproducerede intro/outro-klip på i hver sin ende.

8. Hello world

En ting er at udvikle konceptet, planlægge og optage. En anden ting er at udkomme, hvilket også kræver teknisk løsning.

For det første ville vi have et dedikeret website til podcasten. Det kræver køb af domænenavn, abonnement af websiteværktøj (CMS) og tema til sitet samt hosting af både website og podcast. Vi ville også have en visuel identitet, og vi fik hjælp til det grafiske look og opsætning af websitet. Vi producerede selv teksterne til hjemmesiden.

Vores podcasts ligger på selve websitet, og de kan afspilles direkte der. Mange lyttere foretrækker dog at afspille fra mobilen mens de går en tur, kører i bil, gør rent osv. Skal man servicere det ønske, er det en god idé at connecte til en medieafspiller som fx iTunes. I skrivende stund (juni 2019) er de mest interessante medieafspillere: iTunes, Google Podcast, Spotify og Stitcher. Du skal selvfølgelig vælge den eller de medieafspillere, som din målgruppe benytter.

En vigtig teknisk detalje i relation til at connecte med en medieafspiller handler om forbindelsen mellem podcasthost og medieafspiller. Forbindelsen skabes via et RSS feed (Really Simple Syndication). Feedet får man fra sin podcast host, og man videregiver det selv til medieafspilleren. Medieafspilleren henter oplysninger om episoderne (titel, beskrivelse, link m.m.) via RSS feedet, dvs de oplysninger, som du selv har noteret hos din podcast host. Det smarte er, at hvis du opdaterer noget i fx en beskrivelse, så bliver det automatisk opdateret på iTunes via RSS feedet.

Til brug for markedsføring har vi ud over websitet oprettet en iTunes-konto, en Facebookside og en Instagramprofil. Vi har i forvejen hver især et lignende setup i relation til vores virksomheder, og vi er begge aktive på LinkedIn. Der er efterhånden mange kanaler at holde styr på, men også mange muligheder for at henvise, og da det samme indhold som regel ikke egner sig på forskellige platforme, så har vi nu lidt at vælge imellem!

9. Release

For os var den endelige release at komme på iTunes, fordi det betyder, at lytterne kan abonnere på podcasten, og det er ligesom det, det går ud på – at få nogle trofaste lyttere!

Vi har bygget lidt op i de sociale medier forud for release, så vores netværk var klar over, at der kom noget nyt. Meget tidligt i processen skrev jeg i en post om Didaktika: Måske får jeg min egen podcast en dag, og i et januar-opslag bekendtgjorde jeg, at der var nye projekter i støbeskeen.

Det er en kendt sag, at nogle har alvorlige problemer med at connecte til iTunes, og da vi connectede der, lavede vi en lille gyserhistorie om det. Samtidig foreslog vi vores lyttere at gå ind på websitet, hvor de helt sikkert kunne lytte til episoderne.

Vi inviterede alle vores kontakter til at like Facebooksiden, og gennem en uge væltede det ind med likes. Synergien ved partnerskabets to netværk skabte lynhurtigt knap 200 likes på siden, og den opbakning er vi meget taknemmelige for.

Endelig skrev jeg ud i mit nyhedsbrev, da podcasten var i luften.

10. Produktion

Vi har som nævnt forsøgt at gøre produktionsprocessen enkel. Værten har det største arbejde med at vælge emne, skabe struktur og udtænke ressourcer. Typisk forbereder vi hver især to episoder til en produktionsdag og sender et kort skriftligt oplæg til samtalepartneren.

Forud for optagelsen gennemgår værten sin indholdsplan, og vi taler om, hvilke eksempler vi kan inddrage. Så tænder vi for optageknappen. Vrøvler vi, træder vi et skridt tilbage og begynder forfra på et afsnit. Det er heldigvis let at klippe ud efterfølgende.

Det er også værtens opgave at markedsføre episoden på sociale medier, og det er samtalepartnerens opgave at interagere. Det er en enkel plan, som mest af alt kræver en åbenhed for den andens stil og måde at formulere sig på i ord og billeder.

Til brug for det fortsatte flow har vi oprettet en delt mappe med idéer og oplæg til fremtidige episoder, som vi løbende arbejder på, og hvis du sidder med en idé til et emne, som du synes, vi skal tage op, så er du meget velkommen til at skrive til os. Det kan du gøre via vores website: https://rubaekogeckersberg.dk/om-os/

De 10 trin i oversigt

Her får du som lovet en punktvis opsamling af det, jeg har beskrevet i blogindlægget. Du kan bruge listen, hvis du selv vil lave en podcast. 

1. Idé
Undersøg din Super Power, dvs det, du er passioneret omkring og har stor erfaring med og viden om.

2. Formål
Overvej hvad du vil have ud af at lave en podcast? Hvad vil du opnå med det? Erfaring, opmærksomhed, branding eller noget helt andet?

3. Målgruppe
Hvem vil du gerne have i tale? Hvem er dine typiske kunder? Beskriv din målgruppe og de udfordringer, de har. Det er disse udfordringer, som du skal adressere i de enkelte episoder.

4. Struktur
Hvilken struktur og form skal din podcast have, og hvilke elementer skal indgå? Få evt. inspiration ved at aflytte andre podcasteres grundstruktur og beskriv din opbygning i en klar rækkefølge. Afprøv herefter formen i en testepisode. Lyt til og juster evt. stil, dialogform og ordvalg. Kill your darlings!

5. Økonomi
Vil du tjene penge på din podcast fx gennem affiliate marketing eller sponsorater? Eller vil du være uafhængig? Hvad er din forretningsmodel?

6. Planlægning
Hvordan vil du styre dit projekt? Du har brug for planlægning af både start up-fase, produktionsrække og markedsføring. Hvis du har en partner, hvordan kan I så samarbejde om planlægningen og begge have overblik?

7. Teknik
Vil du leje dig ind i et studie, eller skal du producere selv? Hvilket optageudstyr har du i givet fald brug for (mikrofon, optage- og redigeringsprogram, tæpper og andet, der kan fungere lyddæmpende).

8. Hello world
Hvordan vil du publicere din podcast? Skal dine episoder ligge på en dedikeret hjemmeside? Vil du connecte til en medieafspiller som fx iTunes, Google Podcast, Spotify eller Stitcher? I hvilke medier vil du markedsføre din podcast?

9. Release
Hvordan vil du fortælle, at din podcast er i luften? Hvilken historien kan du skabe?

10. Produkton
Hvordan vil du konkret producere de kommende episoder? Hvad er din plan for det lange træk med at producere og udgive episoder?

Karin Eckersberg

Læs mere om mine podcasts:

Lyt til mine podcasts på iTunes. 

Er der noget, du ikke har fået svar på, så skriv til mig her eller via kommentarfeltet. 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Få inspiration, tips og nyheder fra IntoLearning

Du accepterer samtidig min persondatapolitik.
Se den under fanen 'Om'.

Du er nu tilmeldt mit nyhedsbrev!

Få inspiration, tips og gode råd fra IntoLearning

 

Du accepterer samtidig min persondatapolitik. 

Se den under fanen 'Om'.

 

 

Du er nu tilmeldt mit nyhedsbrev!

Pin It on Pinterest

Share This