E-læring – make or buy?
18. JANUAR 2017 I By Karin Eckersberg
Hvad bringer fremtiden på e-læringsområdet? Hvad kan man få ud af at samarbejde med et e-læringsbureau? Hvad skal der til for at få god effekt af e-læring? Hvis du overvejer, om din virksomhed skal producere e-læring selv eller købe den ude i byen, så læs med her.
Nye tider for e-læring
Der er i dag mange værktøjer til at producere digital læring, og en del virksomheder vil gerne selv udvikle deres e-læring. Men er det billigere og bedre end at købe noget ude i byen? Det kan man selvfølgelig ikke svare entydigt på. Det afhænger af situationen, behovet og virksomhedens fokus og mål i relation til e-læring.
Jeg har samlet nogle af de mest vidende eksperter fra e-læringsbureauerne. De fortæller her, hvad det er for en værdi, de kan tilføre. Så kan du have det med i dine overvejelser, når du skal finde ud af, hvad der passer til din virksomhed.

Eksperterne
Svend Hansen, CEO og Partner i læringsbureauet Key2know – Danmarks største hus for digitale læringsløsninger. Key2know har pr 1/12 2016 overtaget læringsbureauet Skills Creator, og organisationen omfatter nu over 40 mand.
Claus Riekehr, CEO i Cadpeople – et visuelt kommunikationsbureau, der har mere end 25 års erfaring med animation, simulering og interaktive løsninger inden for digital læring og marketing. Der er 32 mand i organisationen fordelt på kontorer i Aarhus og Edinburgh.
Christian Ravn, CEO i MOCH – et full service læringsbureau. 25 medarbejdere er fordelt i to specialenheder, der skaber løsninger inden for high-end læring og detaljeret rapportering af resultater.
Inger Surrow Jakobsen, senior manager, Business Development & Sales i i Systematic – Danmarks største privatejede softwarevirksomhed. Systematic leverer it-løsninger og produkter, bl.a. MoMo, som er en ny læringsplatform til folkeskolerne.
Spørgsmålene
Jeg har stillet eksperterne tre spørgsmål, som de hver især har forholdt sig til:
Hvad bringer fremtiden på e-læringsområdet?
Eksperterne har fingeren på pulsen i forhold til alt det nye inden for læring og teknologi, og de samarbejder med rigtig mange virksomheder. Jeg har bedt dem pege på de trends, de får øje på, når de kigger i krystalkuglen.
Hvad kan man få ud af at samarbejde med et e-læringsbureau?
I relation til indlæggets fokus på make or buy, så er det her jeg spørger ind til, hvilken særlig værdi, læringsbureauerne kan tilføre i forhold til e-læring.
Hvad skal der til for at få god effekt af e-læring?
E-læring er uanset make or buy en investering, som gerne skulle give return on investment. Jeg har bedt eksperterne komme med et godt råd.
Svend Hansen, CEO og Partner i Key2know

Hvad bringer fremtiden på e-læringsområdet?
“Forretningsudvikling er i dag en løbende proces i de fleste virksomheder. Der foretages hele tiden strategiske investeringer, og casen afhænger af en hurtig og effektiv omstilling og kompetenceudvikling af medarbejderne. Digital læring får stor bevågenhed som driver af kompetenceudvikling især i de større virksomheder. Ansvaret for digital læring vil blive samlet mere centralt med en mere struktureret tilgang, end vi ser i dag.”
“Værktøjer til at producere e-læring er blevet lettere at håndtere, og derfor er der en tendens til, at virksomhederne selv vil producere i hvert fald en del af deres digitale læringsmaterialer. Samtidig er der en klar tendens til, at virksomhederne søger professionelle partnere til design og udvikling af blended learning-forløb, som strækkes ud i tid – især når der virkelig er fokus på at sikre effekt af investeringen i målrettet kompetenceudvikling.”
“Vi går fra enkeltstående analoge kurser og e-læringskurser mod blended learning-forløb, hvor der er en klar kobling til virksomhedens forretningsmæssige mål.”
Hvad kan man få ud af at samarbejde med et e-læringsbureau?
“Det afhænger jo blandt andet af, hvilket fokus det enkelte læringsbureau har. I Key2Know har vi forretningskonsulenter, designere og udviklere, som tilsammen har kompetence inden for hele læringsfeltet. Vi fungerer derfor både som rådgivere og sparringspartnere og som designere og udviklere af løsninger.”
“Vi hjælper de virksomheder, som gerne selv vil udvikle digitale læringsmaterialer. Det kan være med værktøjer som Articulate, med pædagogisk og didaktisk sparring, review og kvalitetssikring eller med skabeloner og udviklingshjælp, der gør det hurtigere og nemmere for virksomheden at udvikle digital læring.”
“Vi har også hele tiden øje for nye trends og nye teknologiske muligheder. Fx er vi for tiden meget opmærksomme på mulighederne i augmentet reality og virtual reality. Vi arbejder også målrettet med gamification og sikrer, at det bruges fornuftigt og ikke blot bliver en gimmick. Den slags har de færreste virksomheder ressourcer til.”

Hvad skal der til for at få god effekt af e-læring?
“Som en sportsstjerne engang sagde: ‘Viljen til at vinde giver evnen til at vinde’. Man skal ville digital læring! Der skal være opbakning fra ledelsen, fx tæt kobling af kompetenceudviklingen til strategiske og forretningsmæssige mål. Og så skal der selvfølgelig være et budget og nogle kompetencer til at føre investeringen ud i livet. I næste led er det også væsentligt, at man kan trække nogle data ud af systemerne, der fortæller noget om effekten – så man hele tiden kan målrette sin indsats. Og det gælder for så vidt uanset make or buy.”
Claus Riekehr Møller, CEO i Cadpeople

Hvad bringer fremtiden på e-læringsområdet?
“Vi har et opdelt marked, hvor virksomheder og uddannelsesinstitutioner synes at gå hver sin vej. Det er min oplevelse, at virksomhederne i høj grad ønsker en samlet pakke, der består af både indhold og LMS (Learning Management System), fx til onboarding eller endnu større i form af 3D simulationsprodukter til avanceret træning. På Uddannelserne er der en tendens til mere åbne systemer, hvor lærerne har stor mulighed for at påvirke indholdet og fx differentiere undervisningen. Det er to meget forskellige trends, og det er interessant, at det er delt sådan op.”
Hvad kan man få ud af at samarbejde med et e-læringsbureau?
“Det, vi tilfører, hænger i høj grad sammen med, at vi ser på virksomheden udefra. Det er ofte nemmere at betragte udfordringerne fra den vinkel og få øje på, hvad der kan tilføre virksomheden værdi. Det er sådan det analytiske blik udefra, som vi er gode til at stille skarpt.”
“Et samarbejde med et e-læringsbureau er også et samarbejde med en specialiseret partner. Vi kender teknologierne, og vi ved, hvordan forskellige former for information og kommunikation skal håndteres, så de fungerer på diverse platforme. Og i forbindelse med e-læring er vi især gode til at strukturere en produktionsproces, hvad der hurtigt kan blive kompliceret for mange virksomheder.”

Hvad skal der til for at få god effekt af e-læring?
“Man skal sikre, at e-læring har en status i virksomheden – det skal have en ledelsesforankring, for ellers bliver det ikke prioriteret. Vi har alle sammen travlt i hverdagen, og der skal ofte en kombination af pisk og gulerod til. Pisken kan jo være et påbud, mens guleroden kan være en benefit, som man opnår.”
“Sådan helt banalt, så er det også vigtigt, at e-læringen er tilgængelig. Det skal være nemt at finde det frem på virksomhedens intranet!”
“En sidste væsentlig ting, som jeg vil nævne, er ‘keep it simple’, så e-læring ikke bliver for stor en mundfuld for virksomheden. Lav et enkelt formål, og skab en enkel proces omkring det.”
Christian Ravn, CEO i MOCH

Hvad bringer fremtiden på e-læringsområdet?
“En tendens er, at vi går fra pc til mobil og til cloudbaserede løsninger. Og her er der en fantastisk mulighed for danske producenter, da vi i Danmark er på forkant, når det kommer til softwareudvikling og især i forhold til erfaring og afprøvning hos målgruppen.”
“Vi ser også en tendens til, at vandene skilles i forhold til produktion af e-learning. På den ene side vil virksomhederne i gang selv med at producere e-læring. På den anden side bliver e-learning med udpræget interaktivitet og spilelementer vægtet meget højt. E-læring har fået et større fokus og knyttes nu i højere grad til virksomhedens strategiske mål. Vi forventer vækst på begge områder.
Hvad kan man få ud af at samarbejde med et e-læringsbureau?
“Hos MOCH har vi et stort fokus på datakvaliteten i vores softwareløsninger, da det er en vigtig ting for vores kunder. Derudover giver det mulighed for at sikre motiverende træning og garantere læringseffekt. Et andet aspekt af det med data er, at vi er i stand til at tilpasse e-læringen til den enkelte. Vi kan identificere, hvem der har brug for hvilken træning.”

Hvad skal der til for at få god effekt af e-læring?
“Når vi laver e-læring, har vi især fokus på tre ting: Læringen skal være relevant, den skal være engagerende, og den lærende skal kunne arbejde med stoffet ved fx at reflektere, løse dilemmaer og andre praksisrelaterede opgaver. Følger du disse enkle råd, så kan du virkelig udvikle sofistikeret læring med høj effekt.”
“Et godt råd er også at handle i Danmark! Vi lever i et globaliseret samfund med fokus på at nedbryde grænser og kulturer, men jeg mener, vi skal gøre alt for at fastholde viden og dermed hele grundlaget for vores velfærdssamfund. Mit råd er, at man samarbejder med virksomheder, der kender til danske værdier og til dansk uddannelseskultur og tradition. Det er virkelig vigtigt at overveje, hvad man kan komme til at give køb på her.”
Inger Surrow Jacobsen, senior manager, Business Development & Sales, Systematic

Hvad bringer fremtiden på e-læringsområdet?
“I øjeblikket er der meget få udbydere af forholdsvis lukkede systemer på markedet inden for digital læring til uddannelsessektoren, men sådan bliver det ikke ved med at være. I fremtiden er det dem, som vil dele og som kan samarbejde og som tør at gå ud over sin egen organisations grænser, som vinder. Det der med at få et ‘patent’ og have en cash cow i mange år, det er slut. Den som hele tiden kan tænke oven på det, vi deler, har et fortrin.”
“MobilePay er et godt eksempel på en innovation, som ikke kommer ud med en manual og et korps af implementeringskonsulenter. Det er et nyt it-system, som vi bare tager til os, fordi det er tænkt i et brugerperspektiv fra starten. Sådanne systemer vinder i fremtiden.”
Hvad kan man få ud af at samarbejde med et e-læringsbureau?
“Når en virksomhed samarbejder med et læringsbureau, så kan virksomheden få lov til at koncentrere sig om sine ønsker og behov, og læringsbureauet kan få det til at ske. Hos os behøver kunden ikke møde op med en detaljeret kravspecifikation. Vi vil hellere høre om visioner, værdier og ønsker, og så kan vi tænke med og realisere det via vores erfaring med teknik og softwareudvikling. Vi er gode til at indrette systemer efter mennesker og ikke omvendt.”

Hvad skal der til for at få god effekt af e-læring?
“Jeg kunne tænke mig at stille spørgsmålet på en anden måde. Hvordan bliver e-læring en succes? Det bliver det, når e-læringen er ordentlig gennemtænkt med udgangspunkt i brugerens hverdag, opgaver og behov – og så skulle det sådan set køre af sig selv!”
“Man må aldrig glemme, at læring er en relationel proces, hvor man bliver nødt til at tænke modtageren ind. Det handler ikke kun om at få formidlet noget – det handler om at bakke op om en læringsproces – man laver noget til et menneske!”
Make or buy?
Du har nu hørt de fire eksperters bud på e-læring i fremtiden. De har fortalt, hvad du kan få ud af at samarbejde med dem – at de ikke bare udvikler færdige løsninger, men de kan også hjælpe virksomhederne i gang, hvis de selv vil producere e-læring. Jeg håber også, du kan bruge nogle af deres gode råd i relation til effekt af e-læring. Jeg håber kort sagt, du er blevet inspireret, og det kan være med i dine overvejelser om make or buy.
0 kommentarer