Digitale relationer
27. OKTOBER 2017 I By Karin Eckersberg
Med et stigende antal online studerende vil flere og flere lærere komme til at arbejde med online læring og undervisning. Og vi taler ikke bare it i undervisningen eller blended learning, men rene online forløb uden fysisk fremmøde. Enhver lærer må forholde sig til, at flere og flere undervisningsopgaver foregår i det digitale læringsrum. En af disse opgaver er at arbejde med digitale relationer. Men hvordan gør man det?
Digitale relationer på DDE konferencen
Jeg var så privilegeret igen i år at være med til at planlægge og afvikle konferencen Den Digitale Erhvervsskole 5.0. Traditionen tro omhandler konferencen aktuelle emner indenfor digital didaktik og digitalisering. Undervej introducerede jeg et par af de mange workshopholdere fra landets erhvervsskoler og forskningsinstitutioner, bl.a. Anita Christensen, som netop talte om digitale relationer. Anita er til daglig faglærer på Roskilde Tekniske Skoles Center for Medie og Kommunikation. Hun har skrevet DEP-opgave (Diplomopgave i Erhvervspædagogik) om digitale relationer, og det gjorde hun så godt, at opgaven blev udvalgt som årets DEP-opgave 2016.
Anita Christensen efter veloverstået workshop på DDE-konferencen
Tre nøglefaktorer
Grundlæggende er der tre nøglefaktorer, der har betydning, når online relationer skal opbygges og styrkes: Tryghed, Samarbejde og Aktivitet.
Tryghed
Anita peger i sin opgave på Gilly Salmons 5 stage model som et meget velegnet stillads for opbygning af e-læringsforløb. I modellen er den sociale kontakt omdrejningspunkt for e-læringen, og det er indledningsvis lærerens opgave at opmuntre deltagerne til at træde ind i det digitale læringsrum og finde sig til rette i læringsfællesskabet. Derudover skabes tryghed gennem tydelig struktur i læringsforløbet og overskuelighed i den benyttede læringsplatform, fx gennem tutorials.
Samarbejde
Når den første tryghed er etableret, så er det i høj grad samarbejde, der er med til at styrke relationerne. Enhver lærer der har iagttaget gruppearbejde, har set hvordan formelt samvær om opgaveløsning kan påvirke et mere uformelt samvær positivt, hvilket igen styrker det formelle samvær. Ofte sker det ikke lige med det samme, og konflikter kan undervejs true det sociale liv i en gruppe, men bliver konflikterne løst konstruktivt, så er de med til at styrke relationerne.
I det digitale læringsrum er det vigtigt, at deltagerne får nogle opgaver, som de skal samarbejde om at løse.
Aktivitet
Det digitale læringsforløb skal omfatte aktiviteter, der fremmer en aktiv deltagelse, og her kan man benytte sig af mange forskellige kneb. Nedenfor har jeg formuleret nogle eksempler på opgaver i et digitalt læringsrum med indbyggede krav, som også er en medvirkende drivkraft for aktivitet:
- Alle skal poste et fagligt indlæg, og alle skal skrive mindst tre faglige kommentarer til andres indlæg
- Gruppen skal lave en film, hvor alle har en rolle i at forklare…
- Gruppen skal lave en wiki, og alle skal bidrage med tre faglige artikler. Gruppens artikler skal have en indbyrdes faglig sammenhæng
Lærerens online tilstedeværelse
Efter Anitas spændende oplæg har jeg reflekteret en del over relationen mellem lærer og deltagere. Fra international uddannelsesforskningen ved vi, at læreren entydigt er den væsentligste enkeltfaktor til forklaring af deltagernes læringsudbytte. Men hvad sker der, når deltagerne kan tilgå e-læring 24/7? Skal vi så også være tilstede døgnet rundt, hvis vi ønsker at være den væsentligste enkeltfaktor? Det er jo hverken muligt eller rimeligt, så hvordan kan vi arbejde med online tilstedeværelse og drage fordel af mulighederne i vores læringsplatform? Der er heldigvis mange muligheder, og jeg ser især tre ting, som vi kan arbejde kreativt med i det digitale læringsrum: Åbningstid, Feedback og Film.
Åbningstid
Først og fremmest er det en god idé at skemasætte en åbningstid, dvs. et tidspunkt, hvor læreren er tilgængelig på fx en chat, i et forum eller et webinar. Så ved deltagerne, hvornår de kan få vejledning og stille spørgsmål til undervisningen i realtid. Dernæst bør det være muligt for deltagerne at skrive til læreren og få svar inden for en frist, fx 24 timer på hverdage.
Feedback
Feedback er vigtigt for lærerprocessen, og det betyder noget for motivationen, at læreren har forholdt sig til deltagerens opgaver. Men det tager tid at give god feedback. En mulighed er at supplere med automatiseret feedback via læringsplatformen fx i form af tilbagemeldinger på quizspørgsmål. Læreren kan personificere denne feedback ved at skrive den i en uformel tone, så eleven også fornemmer læreren her. På den måde oplever eleverne også et nærvær udenfor åbningstiden.
Film
Endelig er film også en autentisk måde at arbejde med tilstedeværelse på. Når man som lærer fx sætter en aktivitet i gang ved at fortælle om den på film (eller giver sin feedback på film), kan man også her arbejde med en uformel og personlig form i fortællestilen, eller man kan filme lidt fra fx sit kontor. Begge dele giver en følelse nærvær. Film behøver ikke være meget kompliceret. Læs fx mit blogindlæg: Sådan laver du nemt undervisningsfilm.
Opsamling
Digitale relationer mellem deltagerne skabes og styrkes gennem:
- Tryghed
- Samarbejde
- Aktivitet
Læreren kan være nærværende og styrke relationen til deltagerne gennem:
- Åbningstid
- Feedback
- Film
Har du erfaring med digitale relationer?
Har du selv erfaring med online undervisning og især digitale relationer, så er du meget velkommen til at dele dine erfaringer her.
0 kommentarer