Hvad er instructional og didaktisk design?

31. JANUAR 2017  I  By Karin Eckersberg

Instructional design og didaktisk design er to beslægtede, men meget forskellige begreber for at udvikle designs for læring. De har hver sine kendetegn, formål, opbygning m.m. Få styr på begreberne og hvornår du med fordel kan bruge det ene og det andet.

Begrebet instructional design bruges bredt om det at udvikle og producere e-læring. Selvom der i praksis er meget vide rammer for, hvordan e-læring kan tage sig ud, så handler det i høj grad om læring i form af instruktion og formidling af viden gennem film, animation og speak over PowerPoints. Afsenderen styrer læreprocessen fra start til slut og sikrer, at formidlingen er motiverende, inspirerende, struktureret og tilpasset målgruppen. Det minder nu og da mere om et informationsprojekt end et egentlig læringsprojekt, selvom det kan være to sider af samme sag. Det skyldes formentlig, at læringsformen har rødder i behavioristisk læringsteori, og selvom det er en læringsteori, som vi i dag har forladt, så hænger det ‘instruksbaserede’ stadig ved både begrebet og læringsformen.

Ud over et fokus på det instruksbaserede, er der også knyttet noget kreativt til begrebet via ordet design, som henviser til et formgivningshåndværk, hvor man med fantasi og forskellige løsningsmuligheder skaber et samlet design. Begrebet udtrykker altså, at der både er tale om handlingen at designe og produktet et design.

Neden for ses et eksempel på et traditionelt instructional design, som samtidig forklarer en af de anvendte modeller til at udvikle dem: ADDIE-model.

ADDIE-model er bare en af flere udviklingsmodeller, andre er fx: SAM-model, Rapid Prototyping, Gradual Release Model, Herskin-metoden, Bloom’s Taxonomy og i særlig grad Storyboards, der udgør en drejebog for den konkrete produktion.

I instructional designs er viden organiseret i mindre bidder, som vi kan se, når vi har tid og i vores eget tempo. Informationsmængden kan til tider være meget høj og overvældende, men når man rammer lige det, man har brug for, er det virkelig effektivt. De fungerer derfor godt som informationskatalog, der sikrer, at den lærende ikke går i stå i en opgave, fordi der altid er ‘just in time-læring’ til rådighed.

I sin rene form bliver instructional designs kritiseret for kun at virke i meget isolerede og konkrete situationer og for ikke at skabe langtidsholdbar læring. Det skyldes, at det er en læringsform, hvor den lærende primært skal afkode information og i øvrigt er meget passiv i læreprocessen. Hvis man som virksomhed baserer sin efteruddannelse alene på sådanne instruktionsvideoer, skal man dels være meget specifik med læringsmålet, dels skabe mulighed for, at den lærende anvender sin viden med det samme og løbende kan gentage og genopfriske den viden eller kompetence, der er opnået.

Det er langt mere effektivt at tilegne sig viden ved at arbejde aktivt med stoffet, eksperimentere, skabe eller konstruere noget selv, hvilket instructional design godt kan befordre i en god opbygning. Selvom der som nævnt er rødder i behavioristisk læringsteori, så tænker mange instructional designere i dag over, hvordan de kan aktivere den lærende mere end blot i form af afkodning af information. De instruksbaserede e-læringskurser, hvor du sideløbende afprøver noget og anvender den opnåede viden i praksis, er nemlig langt mere effektive. Og her er det ikke nok at aktivere den lærende med en quiz – det skal være mere engagerende end som så.

Inden for især det offentlige uddannelsessystem er det almindeligt at bruge begrebet didaktisk design, som har en bredere betydning og kan være et overbegreb, der inkluderer instructional designs. Begrebet bruges bredt om design for læring både i digitale og analoge læringsmiljøer.

Didaktik handler om, hvem der skal undervises, hvad de skal undervises i samt hvorfor og hvordan. Design henviser også her til både handlingen at designe og produktet et design.

Didaktisk design er også et veletableret håndværk med sine egne modeller og metoder: Kolbs læringscirkel, Hiim og Hippes didaktiske relationsmodel, Gilly Salmons 5 stage model, Den e-didaktiske overvejelsesmodel m.fl. 

Selvom begrebet principielt set inkluderer instructional design, så er man inden for didaktisk design netop optaget af, hvordan man gør den lærende aktiv i læreprocessen – man er optaget af konstruktivistiske læreprocesser.

Konstruktivistiske læreprocesser er grundlagt på teori om kognition, hvilket omfatter perception og tænkning. Konstruktivismen tilskrives særligt den schweiziske biolog, psykolog og erkendelsesteoretiker Jean Piaget, der beskriver læring som en indre, mental ligevægtsproces, hvor assimilative og akkomodative processer afbalancerer hinanden. Assimilation er betegnelsen for tilføjende læring, hvor ny viden tilføjes i allerede eksisterende skemaer (Piaget taler for, at vi lagrer viden i skemaer). Akkomodation er betegnelsen for grænseoverskridende læring, hvor den nye viden ikke umiddelbart passer ind i eksisterende skemaer, og derfor må den lærende foretage en omstrukturering af de etablerede vidensstrukturer.

En konstruktivistisk læreproces er en kognitiv proces, hvor vi hele tiden ændrer på og bygger videre på det vi ved i forvejen. Læring er dermed også en meget individuel proces, fordi det er forskelligt, hvad vi hver især allerede ved. I et konstruktivistisk læringsdesign lægges der altså i særlig grad vægt på de lærendes forskellighed, og på at de lærende konstruerer viden ved at arbejde med stoffet på forskellige måder, og derfor går det ikke rigtig med monologisk massekommunikation som grundlæggende byggesten.

Det konstruktivistiske læringsdesign er ofte tilrettelagt i tre faser: en forberedelsesfase, en aktiv fase, hvor der arbejdes med stoffet og en efterbehandlingsfase. I forberedelsesfasen aktiveres den lærendes forforståelser (det den lærende allerede ved om emnet), som jo er helt individuelt, og derved skabes kognitive knager, som læringen kan hænges op på, eller passende kognitive konflikter, som motiverer eleven til at rekonstruere sine antagelser. I formidlingsfasen arbejder eleven selv med konstruktion af viden gennem det kognitive arbejde. Læringsrummet er ofte indrettet som en eksperimenterende arena i et fagligt univers, hvor den lærende arbejder med autentiske opgaver. I sidste fase efterbehandles den konstruerede viden, hvorved læringen forankres, og herunder evaluerer den lærende sit læringsudbytte.

Den konstruktivistiske tilgang kan også være socialkonstruktivistisk og bygge på sociale teorier om mennesker, der lærer og udvikler sig i samspil med andre.

I et socialkonstruktivistisk læringsdesign organiseres læringen i sociale gruppefællesskaber, og et væsentligt mål er identitetsskabelse, fx at den lærende langsomt føler sig mere og mere som fx Matas-ekspedient eller Suzuki-sælger. Det socialkonstruktivistiske læringsdesigns sigter derfor mod at stimulere den lærendes involvering og engagement i et fagligt fællesskab, og det socialkonstruktivistiske læringsdesign har et socialt fællesskab som læringsrum. I relation til e-læring passer denne form godt til vores moderne verden, fordi det minder om netværk og multikommunikation i sociale medier.

Når den offentlige uddannelsesverden primært arbejder ud fra dette felt, hænger det sammen med, at den kompetenceudvikling, der foregår her, ofte omfatter uddannelse over flere år, frem for de kortere forløb, som man i højere grad har brug for i virksomhederne. Det er på mange måder en mere kompleks situation, og det kan ikke isoleres til træning i bidder. Man har i denne verden efterhånden mange års erfaring i at designe e-læring til hele uddannelser – fx kan man tage akademiuddannelser hos SmartLearning, der er udelukkende digitalt medieret (også eksamen), og man har i flere år kunnet blive eksempelvis pædagog og lærer via netuddannelse, hvilket ofte foregår som blendede forløb med både e-læring og face2face-undervisning.

Som nævnt i indledningen, er de to begreber instructional og didaktisk design i udgangspunktet forskellige med hver sine kendetegn, formål opbygning m.m. Nedenfor er de særlige kendetegn listet op for de to typer af læringsdesigns. Det er vigtigt at understrege, at den ene form ikke er bedre eller finere end den anden. Alt afhænger af formålet med læringsdesignet – ønsker man fx ‘just in time learning’ eller reel kompetenceudvikling? Det gælder om at kende behovet, før man går i gang med designfasen!